Hej
Rundt på nettet står der forskellige steder, efter at litteraturfestivalen txt.ville afholdt en paneldebat om strukturel racisme i norden, at jeg (eller andre?) skulle have sagt, at der er visse bøger man som litteraturkritiker ikke kan skrive om, fordi man ikke bærer samme erfaringer som forfatteren.
Det er en misforståelse, og her vil jeg gerne uddybe hvorfor.
Jeg mener, man godt kan skrive kritiske læsninger af bøger, der bygger på erfaringer man ikke selv har haft.
Jeg mener også, at hvis disse bøger handler om erfaringer, der tilhører en særligt udsat gruppe eller minoritet, så bør man anstrenge sig for at skrive en kritisk tekst, der er medvidende om sin egen position og funktion i den samtale, der italesætter disse grupper som særligt udsatte, disse mennesker som minoriteter.
Hvad jeg ytrede til debatten, var forestillingen om en kritisk tekst, der ikke definerer eller på definitiv vis karakteriserer en litteratur skrevet af en minoritet, man ikke selv tilhører.
Således tror jeg på, at der findes en kritisk tekst, der kan bevæge sig som en art omflakken (i et tusmørke eller skovbryn), i et grænseland op til et værk omhandlende grundlæggende erfaringer, som kritikeren ikke selv har haft eller har adgang til.
Det, tror jeg, er vigtigt, fordi kritikeren (og måske velmenende, måske uden at opdage det) kan udøve en art censur eller navngivning af en pågældende minoritet, som bliver gældende for forståelsen af minoriteten.
Her står man så med en gældende karakteristik af en minoritet, som minoriteten ikke selv har været med til at udforme.
På denne måde kan man igen og igen skrive en historie om minoriteten, en historie på hvilken minoriteten ingen indflydelse har.
Dette kan også være en måde hvorpå man (måske blind, måske velmenende) udelukker og undertrykker minoriteten.
Jeg tror på, der findes en kritisk tekst, som forsøger ikke at hæfte et passende begreb på en litteratur, men som stadig belyser denne litteratur, læser den, forsøger at forstå den - uden at drives af ønsket om én gang for alle at definere den.
Dermed ikke sagt, at alle kritiske tekster skal værge sig for at karakterisere, definere og gruppeinddele forskellige litterære værker.
Men i en hovedsagelig hvid, kritisk offentlighed (findes der overhovedet én ikke-hvid litteraturkritiker i Danmark?) mener jeg, at man bærer et ansvar for ikke at tage pladsen som førende historieskriver for en ikke-hvid minoritets litterære erfaringer.
Man er ikke altid den rette til at skrive historien. Man er ikke altid den rette til at give noget navn.
Dette betyder ikke, at man ikke skal tale.
Det betyder, at man ikke altid skal være den der taler.
Det betyder, helt enkelt, at man skal lade andre komme til orde.
Det behøver ikke at være så svært. Det behøver ikke at være en kæmpe omvæltning. At der skal opstå en ny kritisk tekst, der er grundlæggende fuldstænding anderledes - nej, det tror jeg ikke.
Og samtidig, så synes jeg faktisk ikke at det ville være så forfærdeligt, hvis alle disse hvide, heteroseksuelle kritikere (hvoraf jeg selv er én) fandt det umuligt at skrive kritik, umuligt at anmelde disse på fremmede erfaringer skrevne bøger, og simpelthen holdt op med at tale.
Nej. Det ville jeg ikke synes var særligt forfærdeligt.
Kh
Radikal person
Rundt på nettet står der forskellige steder, efter at litteraturfestivalen txt.ville afholdt en paneldebat om strukturel racisme i norden, at jeg (eller andre?) skulle have sagt, at der er visse bøger man som litteraturkritiker ikke kan skrive om, fordi man ikke bærer samme erfaringer som forfatteren.
Det er en misforståelse, og her vil jeg gerne uddybe hvorfor.
Jeg mener, man godt kan skrive kritiske læsninger af bøger, der bygger på erfaringer man ikke selv har haft.
Jeg mener også, at hvis disse bøger handler om erfaringer, der tilhører en særligt udsat gruppe eller minoritet, så bør man anstrenge sig for at skrive en kritisk tekst, der er medvidende om sin egen position og funktion i den samtale, der italesætter disse grupper som særligt udsatte, disse mennesker som minoriteter.
Hvad jeg ytrede til debatten, var forestillingen om en kritisk tekst, der ikke definerer eller på definitiv vis karakteriserer en litteratur skrevet af en minoritet, man ikke selv tilhører.
Således tror jeg på, at der findes en kritisk tekst, der kan bevæge sig som en art omflakken (i et tusmørke eller skovbryn), i et grænseland op til et værk omhandlende grundlæggende erfaringer, som kritikeren ikke selv har haft eller har adgang til.
Det, tror jeg, er vigtigt, fordi kritikeren (og måske velmenende, måske uden at opdage det) kan udøve en art censur eller navngivning af en pågældende minoritet, som bliver gældende for forståelsen af minoriteten.
Her står man så med en gældende karakteristik af en minoritet, som minoriteten ikke selv har været med til at udforme.
På denne måde kan man igen og igen skrive en historie om minoriteten, en historie på hvilken minoriteten ingen indflydelse har.
Dette kan også være en måde hvorpå man (måske blind, måske velmenende) udelukker og undertrykker minoriteten.
Jeg tror på, der findes en kritisk tekst, som forsøger ikke at hæfte et passende begreb på en litteratur, men som stadig belyser denne litteratur, læser den, forsøger at forstå den - uden at drives af ønsket om én gang for alle at definere den.
Dermed ikke sagt, at alle kritiske tekster skal værge sig for at karakterisere, definere og gruppeinddele forskellige litterære værker.
Men i en hovedsagelig hvid, kritisk offentlighed (findes der overhovedet én ikke-hvid litteraturkritiker i Danmark?) mener jeg, at man bærer et ansvar for ikke at tage pladsen som førende historieskriver for en ikke-hvid minoritets litterære erfaringer.
Man er ikke altid den rette til at skrive historien. Man er ikke altid den rette til at give noget navn.
Dette betyder ikke, at man ikke skal tale.
Det betyder, at man ikke altid skal være den der taler.
Det betyder, helt enkelt, at man skal lade andre komme til orde.
Det behøver ikke at være så svært. Det behøver ikke at være en kæmpe omvæltning. At der skal opstå en ny kritisk tekst, der er grundlæggende fuldstænding anderledes - nej, det tror jeg ikke.
Og samtidig, så synes jeg faktisk ikke at det ville være så forfærdeligt, hvis alle disse hvide, heteroseksuelle kritikere (hvoraf jeg selv er én) fandt det umuligt at skrive kritik, umuligt at anmelde disse på fremmede erfaringer skrevne bøger, og simpelthen holdt op med at tale.
Nej. Det ville jeg ikke synes var særligt forfærdeligt.
Kh
Radikal person
